Selvom mange danskere bryster sig af at være en del af en stolt og sikker cykelnation, så er der stadigvæk lidt arbejde at gøre, før vi kan kalde os super sikre cyklister i den mørke tid.
En ny undersøgelse lavet af YouGov for GF Fonden afslører nemlig, at vi danskere er for sløsede med at gøre os synlige i trafikken. I undersøgelsen svarer 43 % af danskerne, at de i løbet af det seneste år har cyklet uden tændte cykellygter, mens det var mørkt. Og 32 % af dem, der ofte cykler uden lygter, fortæller, at det er, fordi de glemmer det.
– Der er fuld fart på om morgenen i de danske hjem. Mor og far skal gøre sig klar og have tøj på, børnene skal spises af, der skal laves madpakker, pakkes tasker, og hele familien skal gerne være ude af døren klokken 7.30. Derfor er det ikke så mærkeligt, at danskerne kan glemme cykellygterne i farten. Når det så er sagt, så…